• U8
  • U2
  • U1
  • U6
  • U7
  • U4

Læs lidt om mig herunder

Jordbunden realist med hjerte for Danmark

Jeg er noget ligefrem af natur, skarp i mæglet, fyldt med humor og masser af selvironi.
Jeg ved ikke nødvendigvis alt, men har en mening om det meste, og er der noget jeg brænder for, eller støder jeg på en uretfærdighed, eller en kamp der skal kæmpes, ja så har jeg svært ved at give op.
Det kan godt give lidt slag over næsen, men sådan er det når man stikker næsen for langt frem.
Men alt for meget uretfærdighed og ubalance trænger til at bliver justeret på i dagens Danmark, både nationalt og kommunalt, så blandt andet derfor er jeg har ladet mig rive med og blevet så stærkt engageret i politik.

Hvor er jeg vokset op

Jeg har trådt mine barnesko i Århus Nord. Henholdsvis på Trøjborg og på Christiansbjerg.

Jeg husker en dejlig og tryg barndom, med masser af udendørs aktiviteter hvor vi selv fandt på de sjoveste ting når vi blev trætte af at spille rundbold, udkæmpe sneboldskrige, kravle hen over tagene på kolonihavehusene for gå på æble og blomme rov.
Jeg tiggede og bad om at blive fri for fritidshjemmet og det lykkedes mig til sidst at få lov til at bliver nøglebarn. (Og sikke et ønske at há)
Igennem min opvækst har jeg tilbragt meget tid med mine bedste forældre.
Det var både i hverdagene og i lange sommerferier, hvor vi altid kørte Danmark rundt.
Ferien endte altid med nogle dage i København, hvor vi legede i baggårdene og hoppede med hinkesten og nok i øvrigt lavede en frygtelig spetakkel når vi løb op og ned af bagtrappen.
Da jeg blev teenager, flyttede vi til Tranbjerg og jeg måtte sørgmodigt sige farvel til barndommens gade og alle vennerne.

Hvor bor jeg og hvorfor?

Det har været en af de bedste beslutninger jeg tog, da jeg valgte at flytte til Djursland for 22 år siden, og jeg har aldrig fortrudt det et eneste sekund.
Jeg faldt for Ryomgård pga. beliggenhed.
At Ryomgård er en stationsby, som er let tilgængelig både i bil, bus og med toget, (som nu også snart bliver til en letbane med halvtimes drift til Århus), gjorde udslaget.
At vi på hele Djursland har vi enkel tilgang til et af Danmarks mest naturskønne områder, en naturen der stort set lige uden for døren uanset hvor på Djursland vi bor, ja dette var og er jo en bonus der er sin vægt værd i guld.
Her falder roen over mig i det øjeblik jeg drejer fra motortrafikvejen, og følger de snoede veje, med mark og skov så langt øjet rækker.
Jeg lever i et fast parforhold, er beriget med 2 voksne drenge, en svigerdatter, 4 børnebørn, og mine forældre, der alle er bosiddende Syddjurs Kommune.

Hvem tænker jeg først på når dagen gryer

Starter altid min morgen med at sende de bedste tanker til min familie og dem der står mig nær.
De står altid på første parket i mine tanker når jeg går til ro.

Hvad arbejder jeg med?

Jeg har arbejdet med Transport, logistik, indkøb og salg i 29 år, hvorfra jeg blandt andet har min interesse for transport området.
Jeg arbejder som transport koordinator i en større international virksomhed i Brande og har netop startet på mit 6 år i virksomheden.
Der skal ikke en stor udvidet eksamen til at regne ud, at jeg er særdeles glad for mit arbejde, da jeg dagligt tilbagelægger omkring 135 km hver vej for at passe mit job.

Hvad er mine Fritidsinteresser?

De er mange og meget alsidige, og jeg låser mig sjældent fast på samme sted, uden at afprøve nye ideer og muligheder der kan udvikle mig som menneske og teste teorier.
Tidligere læste jeg en del bøger, men det har jeg desværre været nød til at reducere en del, for at få tid til alt det andet som jeg gerne vil.
I stedet nyder jeg at slappe af til en lydbog eller lytter til P1 hver morgen på vej til arbejdet.
Jeg ynder at trave lange ture, gå i fitness centeret i mit dødsyge outfit, der på ingen måde er specielt HIP, for jeg er der for at opbygge og bevare en god kondition et godt helbred.
Jeg dyrker lidt yoga, men for tiden er det mest her hjemme, og i foråret begyndte jeg  at cykle et par gange om ugen og har deltaget i flere motionsløb hen over sommeren.
Jeg behøver ikke komme først i mål, men vil da heller ikke komme sidst.